Ilva satser på nyt kommunikationskoncept
Et dynamisk møbel- og boligindretningsmarked med nye forbrugervaner kræver ny kommunikationsstrategi. Derfor lancerer møbelhuset Ilva ny strategi fra 2014.
- Vi har i det forgangne år kørt en omfattende og meget vellykket satsning på at skabe nye vinkler på vores kollektioner og butiksindretning - bl.a. inspireret af retrobølgen og nye nordiske stilarter, fortæller Mie Krog, kædedirektør hos Ilva.
- Vi vil i 2014 bygge videre på denne succes. Det indebærer blandt andet, at vi pakker lanceringen af vores nye, spændende forårskollektion ind i en ny kommunikation, der i højere grad når kunderne på de platforme, hvor de færdes. Og her ved vi, at de digitale medier fylder stadig mere hos forbrugerne, og at mange i stigende grad søger inspiration til deres boligindretning på nettet.
- Vi har ikke samarbejdet med eksterne bureauer i 2 år, men den aktuelle kommunikationsopgave krævede åbenlyst bistand og rådgivning fra eksperter. Efter en sondering blandt aktørerne i reklamebranchen valgte vi at indlede et samarbejde med envision, slutter Mie Krog.
- Ilva er en super dynamisk virksomhed, som i den grad forstår vigtigheden af at tilpasse sig ændringerne i markedet og i kundernes medievaner. Og som samarbejdspartner er det fantastisk at få lov til at spille ind med viden og løsninger, som kan være med til at løfte et så stærkt forretningskoncept ud på nye platforme. Vi har fået lov til at udnytte hele vores pallette af kompetencer - strategisk rådgivning, kreativitet, forbrugerindsigt og forretningsforståelse. Og vi glæder os til at se Ilvas nye univers springe ud i fuldt flor til foråret, siger Mona Juul, adm. direktør hos envision.